Dagen i dag har føltes uendelig lang. Også selvom det meste af dagen er gået med hundeluftning, hårfarvning og hårsætning.
Da jeg stod op i morges lå jeg og lyttede til de mange lyde der er her i blokken. Fordi væggene er så tynde, så kan man høre en hel del fra naboerne. Samtaler, folk der gaber, folk der nynner, folk der griner, TVet i de forskellige stuer og følge med i når folk går og kommer.
Det fik mig lidt til at tænke tilbage på min tid som spejder. For når vi var på lejer så kunne vi høre alle de andre spejdere i de andre telte og høre samtaler imellem dem der tændte op i bålene og arbejdede videre på de forskellige lejrmøblementer.
Det er lyde der får mig til at smile. For det var en af de meget få lyse tider fra min barndom som jeg savner den dag i dag. Synes det var super hyggeligt.
Men jeg har som sagt tilbragt det meste af dagen sammen med en af de meget unge tøser her fra boligblokken. Og det har været super hyggeligt. Det fik mig dog her til aften til at tænke tilbage endnu en gang på barndommen. Jeg hører gang på gang folk snakke om dem og deres bedste venner og veninder. Dét at de har én person som de er så tæt på venskabsmæssigt.
Prøvede virkelig at tænke tilbage og se om jeg kunne komme i tanke om én person som jeg havde det sådan med. Men måtte opgive. Måtte simpelthen indse at jeg faktisk aldrig har haft en bedste ven eller veninde. Har aldrig haft venner der var SÅ tæt at jeg kunne sige at jeg havde tætte venner som jeg kunne dele alt med. Som jeg kunne lave ALT med. Og har faktisk altid forsøgt at finde en jeg kunne kalde min bedste ven eller veninde. Men har bare aldrig fundet dén person.
Det har faktisk længe været en kæmpe nedtur for mig at måtte indse. Jeg har siden barndommen tænkt den tanke; "Er jeg ikke god nok til at have en bedste veninde?" Og jeg ved jo at det ikke er rigtigt, men.... man kan godt komme i tvivl når der går flere og flere år og der stadig ikke er sket noget på det område. Man føler sig ufatteligt alene. Og jeg har jo lige som alle andre brug for én person i mit liv som jeg kan dele alt med, grine med, shoppe med, hygge med, græde hos, sladre med osv osv osv..... Men hvor er den person? Finder jeg nogensinde en bedste veninde? Eller er det et overstået kapitel for mig?
Det er slet ikke tanker jeg har brug for for tiden. For medicinen svigter mig lidt lige i øjeblikket. Så det er hårdt at begynde at tænke på sådanne ting. Og der skal intet til før man får spændt ben for sig selv. Så jeg håber at der meget snart vil ske noget godt så jeg kan få ledt tankerne et andet sted hen. (;
Men nok om det. Håber I derude har haft en super skøn dag og har nydt det gode vejr nu hvor de lover gråvejr og regn de næste par dage. (:
Da jeg stod op i morges lå jeg og lyttede til de mange lyde der er her i blokken. Fordi væggene er så tynde, så kan man høre en hel del fra naboerne. Samtaler, folk der gaber, folk der nynner, folk der griner, TVet i de forskellige stuer og følge med i når folk går og kommer.
Det fik mig lidt til at tænke tilbage på min tid som spejder. For når vi var på lejer så kunne vi høre alle de andre spejdere i de andre telte og høre samtaler imellem dem der tændte op i bålene og arbejdede videre på de forskellige lejrmøblementer.
Det er lyde der får mig til at smile. For det var en af de meget få lyse tider fra min barndom som jeg savner den dag i dag. Synes det var super hyggeligt.
Men jeg har som sagt tilbragt det meste af dagen sammen med en af de meget unge tøser her fra boligblokken. Og det har været super hyggeligt. Det fik mig dog her til aften til at tænke tilbage endnu en gang på barndommen. Jeg hører gang på gang folk snakke om dem og deres bedste venner og veninder. Dét at de har én person som de er så tæt på venskabsmæssigt.
Prøvede virkelig at tænke tilbage og se om jeg kunne komme i tanke om én person som jeg havde det sådan med. Men måtte opgive. Måtte simpelthen indse at jeg faktisk aldrig har haft en bedste ven eller veninde. Har aldrig haft venner der var SÅ tæt at jeg kunne sige at jeg havde tætte venner som jeg kunne dele alt med. Som jeg kunne lave ALT med. Og har faktisk altid forsøgt at finde en jeg kunne kalde min bedste ven eller veninde. Men har bare aldrig fundet dén person.
Det har faktisk længe været en kæmpe nedtur for mig at måtte indse. Jeg har siden barndommen tænkt den tanke; "Er jeg ikke god nok til at have en bedste veninde?" Og jeg ved jo at det ikke er rigtigt, men.... man kan godt komme i tvivl når der går flere og flere år og der stadig ikke er sket noget på det område. Man føler sig ufatteligt alene. Og jeg har jo lige som alle andre brug for én person i mit liv som jeg kan dele alt med, grine med, shoppe med, hygge med, græde hos, sladre med osv osv osv..... Men hvor er den person? Finder jeg nogensinde en bedste veninde? Eller er det et overstået kapitel for mig?
Det er slet ikke tanker jeg har brug for for tiden. For medicinen svigter mig lidt lige i øjeblikket. Så det er hårdt at begynde at tænke på sådanne ting. Og der skal intet til før man får spændt ben for sig selv. Så jeg håber at der meget snart vil ske noget godt så jeg kan få ledt tankerne et andet sted hen. (;
Men nok om det. Håber I derude har haft en super skøn dag og har nydt det gode vejr nu hvor de lover gråvejr og regn de næste par dage. (:
Kender det alt for godt. Men det er kun min egen skyld for når jeg endelig møder en sød person tager det mig for det første herre lang tid at tro at den person virkelig vil være min veninde. Når dette endelig er overstået "glemmer" jeg at få afsat tid til noget venindesnak og når der så hår for lang tid orker jeg ikke at fortælle alt der er sket siden sidst. men alt i alt tror jeg det heler bunder i at jeg ikke vil belemre en anden person fordi jeg ikke er god nok. det er åndsvagt men jeg har lært at leve med det. Undskyld den lange kommentar men ville bare lige fortælle at du ikke står alene
SvarSlet